Min barndom er fyldt med minder om farmor Hannah.
Jeg tilbragte alle ferier og næsten alle weekender hos hende på gården ,helt derude hvor kragerne vender ,der hvor min fætter og jeg gemte os i kornmarkerne, bandt kranse som vi solgte ved vejen hvor der måske kom en bil eller traktor hver 4. time...
Hvor vi bosatte os i æbletræerne, lavede dåsetelefoner og holdt mus i gamle kaffedåser.
Fuldte fårene på græs om morgenen og hjem om aftenen, fik frisk varm mælk med skind på til morgenmad... hentede æg i hønsehuset, der hvor alle husets dyner HVER dag blev afklædt deres betræk, båret ud, banket og luftet som Hannah havde lært det som ung pige i huset.
I min farmors vitrineskab stod et engelsk kaffestel, ingen var i tvivl om at det var noget ganske særlig fint, og jeg var ikke i tvivl om at mit største ønske i livet var en dag at have så fint et kaffestel....
En dag gav min farmor mig lovning på at når hun en dag var gammel nok skulle jeg have stellet, fantastisk aftale syntes jeg, der engang om 100 år skulle stellet hjem til mig, så skulle jeg holde kaffe selskab på fineste vis.
Nu er det bare at de 100 år er gået. Alt for hurtigt. Og nu vil jeg SLET IKKE have farmors kaffestel mere, for det betyder at hun rydder op, er blevet gammel nok....
Jeg vil ikke bytte min farmor for NOGET stel i verden om det så var af det pureste guld besat med diamanter og rubiner!! Jeg vil allerhelst have 100 år mere.
KH