lørdag den 12. marts 2011

SKRÆK !


Hvis der findes et liv på jorden efter døden håber jeg bare at jeg endnu engang lander i dette smørhul kaldet Danmark.

Jeg kan slet ikke forestille mig hvilken frygt man må føle midt i dette.



Hvad gør man af sine børn?

Hvordan beskytter man dem?



Hvordan kommer man i sikkerhed?



I København har skælvet kunnet måles med avanceret udstyr, vejene har svinget med 4mm op og ned trods den ENORME afstand til skælvet ,vi har intet kunnet mærke af det, jeg kan slet ikke forstille mig hvordan det HER må føles både fysisk og psykisk....

I eftermiddag skal jeg til Strikkemik med Witt og Strudel , hvor priviligeret har man lov at være ?

Men godt, for at tænke for meget på det her bliver man skør af.

KH

8 kommentarer:

Losarinas mor sagde ...

Ja, hvis jeg tænker for meget over det, bliver jeg så ked og magteløs..
Og det er der ingen, der kan bruge til noget !
Vi kan sende vores bønner og medfølelse og så være taknemmelige for det liv vi er blevet givet.

Annette i Barcelona sagde ...

Jeg tror desværre ikke at lille Danmark kan blive ved med at se sig fri... Moder natur er stærk og lunefuld...

Vicki sagde ...

Ja det er skræmmende og forfærdeligt at tænke på - kan slet ikke forstille mig hvordan de har det eller jeg tør ikke forstille mig det.

Tænker på dem og som losarinas mor skriver : er jeg taknemmelig for det liv vi har her i Danmark...

Heidi sagde ...

Just makes you want to cry....so sad

Diktesoph sagde ...

Det er næsten ikke til at forstå og sætte sig ind i. Vi er virkelig heldige og priviligerede i DK.

Darling L sagde ...

Jeg bliver bare så ked af det.. Og bange..

Davids Engle sagde ...

Ja, du har ret, Wenche. Hvis man lukker øjnene og forestiller sig, at det virkelig skulle ske for én selv - sådan som det virkelig sker for helt almindelige mennesker dér...det er helt ubegribeligt skræmmende. Vi må passe godt på hinanden, vores børn og alle dem vi holder af - den slags katastrofer kan få os til at tænke i det, der er virkelig vigtigt.

Kali- sagde ...

Det er skremmende hvor små vi mennesker egentlig er når naturen finner ut at den skal utslette hele byer på et lite øyeblikk!
Jeg syns oppriktig synd på de menneskene som lever midt oppi alt nå, og jeg håper virkelig at hjelpeapparatene kommer fram snart med rent vann, mat og medisiner.
Og jeg håper flest mulig finner hverandre igjen - særlig med tanke på barna (som ikke skjønner omfanget, men er alene og uforstående til hvorfor ikke mamma og pappa er der og passer på dem)...
Og her sitter vi, i gode, gamle Norge, og klager på snø og høye bensinpriser...! Nei, vi har det godt! Og trygt!